Er din virksomhed klar til de nye ferieregler?

Den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020, men allerede fra den 1. september 2019 indtræder en overgangsperiode, hvor særlige regler gælder. Du bør derfor allerede nu overveje, hvilken betydning reglerne får for din virksomhed, og om I er klar til at håndtere de nye regler.

Med den nye ferielov indføres princippet om samtidighedsferie, som indebærer, at lønmodtagere kan holde ferie allerede måneden efter, at ferien er optjent. Eksempelvis optjener en fuldtidsansat lønmodtager 2,08 feriedage i september 2020, og disse feriedage kan afholdes allerede i oktober 2020. Dette er en væsentlig ændring i forhold til de gældende regler om forskudt ferie, hvor lønmodtageren optjener retten til ferie i kalenderåret, men først kan afholde den optjente ferie i det efterfølgende ferieår, der begynder den 1. maj. Efter den nye ferielov kan en lønmodtager endda holde ferie, før den reelt er optjent, hvis lønmodtageren og arbejdsgiveren aftaler dette. Det kan eksempelvis blive aktuelt, hvis lønmodtageren ønsker at holde en uges efterårsferie i oktober 2020 uden at have optjent nok feriedage efter det nye princip om samtidighedsferie.

Ligesom i den gældende ferielov optjener lønmodtagere ret til fem ugers betalt ferie om året. Månedslønnede får typisk løn under ferie samt et ferietillæg på 1 procent. Timelønnede får typisk ikke løn under ferie, men i stedet en feriegodtgørelse (feriepenge) på 12,5 procent af feriepengegrundlaget.

Overgangsperioden
Den såkaldte overgangsperiode løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020. De feriedage og tilhørende feriemidler, som lønmodtageren optjener i overgangsperioden, skal i første omgang indefryses. Når lønmodtageren rammer folkepensionsalderen, udbetaler Lønmodtagernes Fond for tilgodehavende Feriemidler de indefrosne midler til lønmodtageren. I nogle tilfælde kan lønmodtageren søge om en tidligere udbetaling, eksempelvis ved overgang til efterløn og førtidspension. Overgangsperioden og indefrysningsordningen sikrer en glidende overgang fra gældende ferielov til den nye ferielov, uden at lønmodtagerne har ret til dobbelt ferie med løn.

Konsekvenser for virksomheder
For hver lønmodtager skal virksomheden opgøre optjente feriedage og tilhørende feriemidler i overgangsperioden. Dette skal indberettes til fonden senest den 31. december 2020. Virksomheden kan vælge enten at indbetale de optjente feriemidler til fonden eller at vente med at indbetale og i stedet beholde midlerne i virksomheden, indtil lønmodtageren når pensionsalderen eller forlader arbejdsmarkedet. De indefrosne feriemidler indekseres i så fald hvert år, så virksomhedens forpligtelser, der til sin tid skal betales til fonden, stiger år for år. Hvert år sender fonden en opgørelse over stigningen (indekseringen) til virksomheden samt en opkrævning om betaling af feriemidler for lønmodtagere, der er nået pensionsalderen. Vær opmærksom på, at den nye ferielov indeholder en række yderligere forhold, som kan være relevante for din virksomhed, og som ikke er blevet berørt her.