Måske har du fået udbetalt for meget løn

Husk at tjekke dine fradrag i forskudsopgørelsen, da coronakrisen kan have medført, at du ikke kan opnå samme fradragsbeløb, som under sædvanlige omstændigheder. Det kan eksempelvis gælde befordringsfradrag og fradrag for overnatninger. Hvis fradragsbeløbene i din forskudsopgørelse er for høje, vil du få en efterbetaling i 2021. Det er derfor vigtigt, at du kontrollerer fradragsbeløbene allerede nu.

Forskudsopgørelsen danner grundlag for den månedlige skat, som du betaler. Stemmer din forskudsopgørelse ikke overens med dine reelle indkomstforhold, betaler du ikke den korrekte skat. Det er derfor væsentligt at opdatere din forskudsopgørelse, når indkomstforhold og fradragsforhold ændrer sig.

Tjek både antal transportdage og antal overnatninger
Covid-19 har for mange betydet, at antallet af transportdage til og fra arbejdspladsen har ændret sig, og at du derfor ikke kan opnå samme fradragsbeløb som under sædvanlige omstændigheder. Du skal derfor nedsætte antallet af transportdage, så det stemmer overens med det antal dage, du reelt har været afsted.

Indeholder dit arbejde ofte overnatning eller længerevarende rejser, skal du også være opmærksom på indholdet i forskudsopgørelsen, da Covid-19 for manges vedkommende har forhindret forretningsrejser.

Undgå efterregning
Hvis dine fradrag har været for høje, har du fået udbetalt for mange penge i løn. Dette kan du korrigere for allerede nu ved at ændre din forskudsopgørelse. Så vil din skattebetaling for resten af året tage højde for dette. Hvis du ikke foretager dig noget, vil du få en efterregning i 2021. Alt andet lige vil det betyde, at du skal betale restskat. Der er derfor god grund til at opdatere sin forskudsopgørelse løbende.